Fødslen af Zacharias

Fødslen af Zacharias startede allerede flere uger før han endelig landede i mine arme. Det var en spirituel rejse ind i mig selv og et meget intenst indre arbejde, før min krop, mit sind og min ånd kunne åbne sig helt og give slip på ham og guide ham earthside.

Jeg havde egentlig troet og følt mig guidet til at jeg ville føde lige omkring uge 37. Så da jeg begyndte at få de første modningsveer på det tidspunkt var jeg overbevist om at jeg fik ret. Men der skulle gå næsten 3 uger mere før forløsningen kom.

Natten til d. 16. november vågner jeg som maaaange nætter før denne, omkring kl 4 og mærker en ve. Jeg står op og går på toilettet. Forsøger at skyde det hen at denne ve faktisk nev, fordi jeg ikke orker skuffelsen endnu en gang over at tro, at der er en fødsel under opsejling, der så bare har tænkt sig at gå i sig selv igen igen igen.

Men da jeg en time senere må erkende at de få veer der havde været faktisk niver en del mere end de ellers har gjort står jeg op og går ind i stuen, hvor jeg sætter mig med mit strikketøj, en kop the og levende lys.

Jeg begynder at tage tid på veerne og registrere hvor intense de er. Jeg har ikke prøvet at være i latensfasen før, idet de to andre fødsler er startet med vandafgang og derfra direkte ind i aktiv fødsel, så det er helt underligt og lidt surrealistisk at opleve disse kraftige veer men med 12-15-20 minutters interval.

Omkring kl 6 begynder huset at vågne og jeg kan mærke intervallet i veerne bliver længere. Jeg fortæller min mand at der måske er noget i gære men at jeg slet ikke orker at tænke reel fødsel endnu. Vi beslutter at køre morgenen som vi plejer og dermed sende børnene afsted i børnehave og skole. Under morgenmaden har jeg ikke en eneste ve og jeg tænker endnu en gang at det var en fuser.

Kl kvart i 8 kysser jeg børn og mand farvel og går i gang med oprydningen. Allerede 5 minutter efter de er kørt får jeg en ve. En kraftig en. Og så endnu en. Og endnu en. Jeg går på toilettet og da jeg tørrer mig ser jeg tegnblødning. YES! råber jeg! Kigger mig selv i spejlet og siger "game on".

Jeg sender en sms til min mand og fortæller ham at han bare skal komme hjem når børnene er afleveret, for nu er jeg sikker.

Der går en god time før han er hjemme og i mellemtiden er veerne næsten blevet regelmæssige, dog stadig med 10 minutters interval. Jeg koger en masse vand og putter i termokander og kopper fordi vores varmtvandsbeholder ikke er særlig stor.

Kl 9.30 da min mand er kommet hjem tager veerne til i kraft og interval. Han forsøger at fylde karret så hurtig han kan for nu gør veerne reelt ondt og kommer regelmæssigt. Kl. 9.45 kommer jeg i vandet. Øj det lettede.

Vi ringer efter fotografen, som siger at hun kan være der ved halv 12 tiden. Jeg håber, at hun når det, for sidste gang havde jeg kun veer i 3.5 time.

Vi havde egentlig planlagt med en Free Birth (fødsel uden jordemoder) (red. Eyajohanne er selv uddannet jordemoder), hvor min mor og min doula veninde skulle være med. Min mor for at hjælpe og være der for børnene og min doula veninde for at støtte og hjælpe mig og min mand. Men af alle dage er de begge forhindret.

Min mor sidder i et fly på vej til London for at fejre min nieces 2 års fødselsdag og min venindes mand kan ikke passe deres børn pga kommunalvalget, da han arbejder for tv. Så lige pludselig har vi ingen hjælpere. Vi overvejer om vi skal lade børnene blive i skole/børnehave, selvom de begge har udtryk klart at de gerne ville være her under fødslen. Og så overvejer vi, hvorvidt vi skal ringe efter en jordemoder alligevel. Jeg mærker at fødslen er anderledes og mere intens end de to andre og vi beslutter derfor at ringe til Hillerød kl 10. Alle disse praktiske overvejelser får mine veer til at stilne lidt af igen...

Samtidig mærker jeg en stor længsel efter at børnene er her. Jeg græder og føler det helt forkert, hvis ikke de er her når lillebror bliver født. Min mand ringer til skolen og beder dem sende storebror Valdemar hjem på gåben. Han ringer til børnehaven og spørger om institutionslederen på nogen måde kan/vil køre August hjem - det er en tur på 25 minutter hver vej. Det vil hun gerne. Jeg græder af glæde og mærker hvordan veerne atter rejser sig.

Kl. 10.30 træder min store søn ind af døren. Et kæmpe smil møder mig og et kys på panden. Han har glædet sig SÅ meget. Han var også med da August blev født for 3 år siden.

Veerne skyller ind over mig og jeg må klamre mig til min mand flere gange. Jeg undersøger mig selv indvendig og mærker at jeg kun er 3-4 cm åben, lidt stram og rigid i kanten af livmodermunden. En stor spændt fosterhinde med vand og et baby hoved der står helt oppe i BI.

Kl 11.05 ankommer fotografen og min lille store August samtidig. At se hans lysende øjne af glæde og forventning glemmer jeg aldrig

Kort efter mærker jeg en voldsom uro tage ved mig og jeg kan mærke at jeg skal op af karret. Erfaringen fra de to andre fødsler fortæller mig, at det her er stadiet hvor jeg pludselig åbner mig hurtigt og sandsynligvis snart føder.

Jeg nærmest danser rundt, tramper, hopper og vrider mine hofter. Det er super intenst og gør vanvittig ondt, men fordi jeg har oplevet det ved det to andre fødsler bliver jeg ikke bange. Jeg føler en ro og selvsikkerhed i at fødslen nærmer sig sin afslutning.

Kl. 11.40 ankommer jordemoderen fra hospitalet. Virkelig sød og respektfuld. Hun har læst mine ønsker i journalen og spørger om lov eller tjekker ind med mig, hvad jeg har lyst til eller behov for.

Kl. 12.30 ændrer veerne karakter og jeg kan trække vejret på en helt anden måde nu. Jeg hopper i karret og oplever hvordan intervallet bliver længere mens veerne bliver mere kraftige. I mit jordemoderhoved og med erfaringen fra mine tidligere fødsler tænker jeg "perfekt - så er jeg i overgangsfasen". Jeg siger det endda til min mand. At jeg forventer at pressefasen nærmer sig. Jeg mærker et let tryk bagtil under ve og bliver bare glad ved tanken.

Jeg undersøger atter mig selv og mærker ganske rigtigt at jeg nu er næsten helt åben. Der sidder kun en lille kant fortil bag kønsbenet. Hans hoved står stadig i BI men vandballonen når næsten ned på bækkenbunden. Det er den, der giver mig den lette pressefornemmelse. I mit hoved tænker jeg at vi blot venter på at vandet går og så kommer han nok flyvende.

Kl. 12.45 undersøger jeg mig selv igen. Uændret indvendigt. Jeg bliver i tvivl om hvad jeg har mærket indvendig, fordi veerne igen bliver mere pinagtige. Jeg bliver bange for at han slet ikke kan komme ud eller at denne smerte skal vare ved i timevis endnu. Jeg beder derfor jordemoderen om at undersøge mig ordentlig - på land. Så jeg kommer op af karret og lægger mig på sofaen.

Hun bekræfter det jeg selv har mærket. Næsten helt åben, en kant fortil, spændt fosterhinde og et babyhoved i bækkenindgangen.

Mens jordemoderen undersøger mig går vandet midt i en ve. Klart vand. Fin hjertelyd. Hun prøver at skubbe til kanten fortil under en ve, men den vil ikke flytte sig.

Jeg kommer atter op at stå. Ved siden af karret. Klokken er 13.16, smerterne er ubærlig og jeg går i panik. Jeg råber at det føles forkert. Som om han ikke kan være der. Mine hofter føles som om de vil gå i tusind stykker og det river fortil over kønsbenet. Jeg tænker at vi bliver nød til at komme på hospitalet for han kommer ikke.

Jeg kommer på alle fire på gulvet lænet ind over karrets kant, mens min mand holder mig oprejst bagfra og jordemoderen trykker hårdt sammen om mine hofter.

Jordemoderen forsøger at berolige mig og forsikre mig om at det nok skal gå. Hun anbefaler at vi prøver at skubbe kanten væk igen. Jeg giver hende ret men kan fysisk på ingen måde flytte mig fra den position jeg er i. Jeg føler mig fanget. Efter 3-4 veer på denne måde beslutter jeg mig for at prøve at skubbe til kanten selv.

Kl. 13.28 fører jeg to fingre ind og det lykkes mig at holde kanten væk de næste 2 veer. Jeg mærker hvordan hans hoved roterer og i samme nu skubber sig frem og ned. Jeg får voldsom pressetrang. Jeg skal bare op i det kar nu.

Kl. 13.32 kommer jeg i karret mens jeg brøler "han kommer nu!!!!"

Min store søn kommer løbende, forsøger at få lillebror med men han vil ikke.

Jeg gisper alt hvad jeg kan for kan mærke at lillebror bare kommer flyvende. Hoved bliver født og der kommer lige en lille vepause. Jeg kan mærke hvordan han roterer skuldren bag mit kønsben og jeg siger til ham "kom så ud - du kan godt". Jeg lirker ham fri og ud svømmer han helt rolig i karret.

Jeg er fuldstændig chokeret og kan næsten ikke fokusere det første minut på at han faktisk er landet. Det eneste der lige fylder lige der er smerten og følelsen af at jeg gik i tusind stykker for neden.

Efter et par vejrtrækninger lander jeg og kan pludselig connecte med den lille krop og sjæl jeg har i mine arme. Den fineste smukkeste lille skabning.

Ved undersøgelsen lidt senere viser det sig at jeg overhovedet ikke gik i stykker. Ikke en eneste rift. Jeg er forundret og taknemmelig.

På sofaen får lillebror sin første tår og da moderkagen er kommet ud får jeg taget et stykke fra den og blendet i en smoothie som jeg drikker.

Min mand hjælper mig med at salte moderkagen og få den i min lille hjemmelavede pose. Men desværre har jeg ikke kræfter til at lave aftryk af hende eller tage mor-delen fra til at få fremstillet kapsler med moderkagepulver. Alt dette skulle min kære veninde ha hjulpet mig med. Det var den vildeste og mest intense fødsel af alle 3 jeg har haft. Zacharias har hele graviditeten fortalt mig at alt ville være/blive anderledes. Han har en meget stærk og insisterende energi der grounder og forbinder.

Han er the strong silent type