Eyajohannas hjemmefødsel

Af Eyajohanna Emmelin Korch Saxe
Halvanden uge op til fødslen var jeg ved at blive skør. Jeg kæmpede virkelig med at tro på mine fornemmelser og min krops mange signaler. Jeg søgte støtte og råd hos min jordemoder og min doula.

Hele graviditeten havde jeg haft en stærk fornemmelse af at jeg ville føde i slutningen af oktober og som tiden nærmede sig var der flere og flere tegn på at det nok ville ske. Præcis en uge før lillebror kom til verden havde jeg regelmæssige kraftige plukveer i 4 timer om natten. Men pludselig stoppede veerne og vi faldt i søvn igen ved 5 tiden. Helt forvirret og skuffet vågnede jeg fredag morgen og synes det hele var rigtig dumt.

Jeg besluttede at give helt slip på forestillingen og forventningen om at jeg ville føde før termin d. 3.11. Jeg lavede planer med veninder og bookede et spændende seminar som jeg længe havde haft kig på. I det hele taget prøvede jeg at lade som om at lillebrors ankomst ikke var lige på trapperne.

Onsdag d. 24.10 holder jeg Valdemar hjemme fra børnehave. Vi har en rigtig Valdemar-og-mor-dag med zootur, kagespisning og hyggelige tegnestunder. Den aften går jeg i seng med en stor tillid til at fødslen finder vej når vi alle er klar.

Klokken 01.20 d. 25.10 vågner jeg med uro. Jeg skal tisse helt vildt og på vej på toilettet får jeg en kraftig plukve som jeg så ofte før har haft. Jeg slår det hen og ligger mig tilbage i sengen mellem Valdemar og Rasmus.

Jeg begynder at ryste lidt som om jeg fryser og uroen bliver større. Endnu en kraftig plukve... jeg tager en gelsenium fra mit homøopatiske fødselskit. Jeg forsøger at sove. Rysteriet ophører.

En halv time senere skal jeg tisse igen. Idet jeg rejser mig fra sengen går vandet. Klokken er 01.53. Jeg vækker forsigtigt Rasmus.

Erfaringen fra sidst gør at vi står op med det samme og gør fødekarret klar til fyldning. Får spist lidt og Rasmus tager sig et bad.

Jeg har et par enkelte kraftige plukveer, måske med 20-30 minutter i mellem. Jeg føler det virkelig som om at jeg skal på toilettet men kan ikke. Så beslutter at tage et lavement med det samme. Så er det gjort. Det gav plads.

Det hele går i stå. Ingen aktivitet i livmoderen. Klokken 03 går vi i seng igen. Rasmus falder hurtig i søvn. Jeg kan ikke rigtig sove selvom der ikke er nogle veer. Efter halvanden time hvor jeg har vendt og drejet mig står jeg op.

Klokken er 04.30. Jeg laver en kop the og finder mine lydfiler med afspænding og visualiseringer frem. Jeg sætter mig i sofaen med et stearinlys tændt og lytter til lydfilerne. Jeg connecter med lillebror i maven. "Hvis du er klar er jeg også. Du skal bare vise mig vejen" får jeg sagt til ham. Jeg får to småveer mens jeg sidder der.

Klokken 05.20 vågner Valdemar. "Hvad laver du mor?" Jeg går ind til ham og fortæller ham at vandet er gået og lillebror helt sikkert kommer i dag. Han blir helt lykkelig. Vi blir liggende i sengen en lille time og bare putter. Jeg har to småveer mere. Rasmus og Valdemar står op og laver morgenmad. Klokken 06.30 falder jeg endelig i søvn. Klokken 07 vækker Valdemar mig med morgenmad. Jeg har den første rigtige ve. Den niver fortil som jeg husker det fra Valdemars fødsel.

Jeg får spist en enkel mad. Telefonen ringer og min doula veninde er i den anden ende. Hun har ved en fejl fået sat den på flymode den nat. Men nu er hun klar og kan være her inden for 30-40 minutter.

Jeg mærker hvordan veerne tager fat nu. Da min jordemoder ankommer klokken 07.40 har jeg veer med ca 10 minutters interval. Jeg bruger min vejrtrækning og er lykkelig for at de endelig tager fat. Jeg er 3 cm åben. Hovedet står dybt. Ingen tegnblødning. Lillebror har det strålende. Valdemar nusser mig og taler roligt til mig.

Veerne tager til. Jeg læner mig op af Rasmus. Det tynger allerede. Jeg får chiliplastre på foran og over lænden.Men nærker ingen lindring. Plastrene ryger af igen. Må bare i vandet nu. Fotografen og min mor er ankommet. Klokken er 08.45.

Lysene er blevet tændt i den mørke stue. Lyset for faster Katrine som er i himlen står på mit lille fødealter med blomster, billeder og mine chakrasten. Bachs rescue dråber kommer i vandet sammen med salten.

Jeg kan hoppe i. Varmen omslutter min krop. Jeg finder en ro. Veerne får lov at tage fat. De blir hyppigere. Jeg støtter mig til Rasmus.

Valdemar vil gerne i karret sammen med mig. Det er så fantastisk at dele denne oplevelse med ham. Han har glædet sig SÅ meget. Han har ventet på lillebror og vil bare gerne være der til at byde ham velkommen. Han tager det helt cool når jeg har veer.

Vejrtrækningen bliver mere og mere brusende. Bevægelserne voldsommere. Jeg mærker lillebror rotere og skubbe på. Stadig ingen tegnblødning. Det river virkelig fortil over kønsbenet. Jeg undersøger mig selv indvendig. Hans hoved står dybt, nok 5-6 cm oppe, men min livmodermund er kun 4-5 cm åben. Stram og ikke spor eftergivelig. Jeg blir bange. Det føles som om livmoderen ikke vil slippe. Jeg må op. Ud på toilettet. Klokken er 09.30

De næste 4 veer er monster voldsomme. Alt river i min krop. Jeg bevæger mig hurtigt. Tramper i gulvet og vrider bækkenet. Nu slipper det. Som et svusj. Jeg får tegnblødning og mærker hans hovedet trænge dybere ned.

Tilbage i badekarret. Jeg rammes af en frygt og en modvilje. "Jeg vil ikke det her. Jeg er bange. Det føles forkert". Mine hjælpere er der. De støtter mig og jeg føler mig ikke alene på noget tidspunkt. Men det er min frygt og det er kun mig der kan overvinde den. Jeg kan mærke pressefasen nærme sig. Jeg får nogle voldsomme jag op gennem ryggen og omkring mit korsben. Det føles som om at noget vil knække eller rives over, hvis jeg presser med. Det eneste jeg kan er at gispe på hver ve. Klokken er 10.

Jeg taler med lillebror i maven. "Ikke så hurtigt. Giv mig lige lidt tid. Jeg skal nok give dig plads. Bare ikke for hurtigt. Jeg skal lige være med". De næste 20 minutter er der helt stille i stuen. Alle sidder omkring karret og bare holder rummet for mig. Den rolige musik i baggrunden overdøves med jævne mellemrum af mine gisp. Rasmus holder mig på foden men ellers er det bare lillebror og mig, der samarbejder på fineste vis. Jeg gisper på hver ve og presser meget forsigtigt i vepausen.

De sidste 3 veer kommer jeg på knæ i karret. Jeg kan mærke hans fine hoved fyldt med hår. Jeg nusser ham mens han står her. Klar til at modtage ham. I næste ve glider han ud til mig og rækker straks armene op mod mig.

Jeg gjorde det!! Jeg overvandt min frygt og fik lov at opleve den mest rolige pressefase nogensinde.

Vi tænder lys for ham og synger ham velkommen til verden. "Sig himlen glædes hver gang på jord, et menneskebarn skal fødes"

Sig hej til August. Født 25.10.18 kl 10.35. Efter 3.5 time med heftige veer.

Tak fordi du læste med.

----
Eyajohanna er privatpraktiserende jordemoder. Du finder hende her:

Fotografen der har taget de smukke billeder er Louise Danø-Skjødt